fredag den 25. august 2017

Didaktik 2.0



Figur 2.1: Web 2.0-praksisformer i skolen i dag.

Læremiddelkultur mellem tradition og innovation

Når jeg læser Didaktik 2.0 - et nødvendigt paradigmeskift, kan jeg ikke lade være med at tænke på min egen praksis.

"Vores undersøgelse viser, at de nye, gratis internetbaserede og frit tilgængelige læringsressourcer i vidt omfang er slået igennem i lærernes forberedelseskultur og i elevernes selwalgte læringsaktiviteter, men lærerne mangler generelt set didaktiske principper, som kan understøtte deres planlægning, gennemførelse og evaluering af en undervisning, der matcher muligheder og vilkår i vidensamfun­det. Især er der brug for at understøtte eleverne i deres ofte ikke særlig kvalifice­rede brug af nettets muligheder. Vores undersøgelse viser også, at selv om grundbetingelserne for læring i vidensamfundet i vid udstrækning gennemsyrer skolen, så har skolen ikke for­mået at udvikle didaktiske principper og nye former for didaktisk design, som kan matche vidensamfundet."

Set ud fra egen praksis mener jeg ikke at de nye gratis internetbaserede og frit tilgængelige læringsressourcer i vidt omfang er slået igennem i undervisningen i min praksis. Al forberedelse foregår i PowerPoint, Word og Excel, og evt. PDF. Med hensyn til eleverne, laver de rapporter i Word og Excel på GF2, Valideringsopgaver i Word, Excel og evt. PowerPoint til fremlæggelse på HF1, og forskellige regneark i Excel på HF2.

"Skolen i dag mangler teorier, begreber, kategorier, principper, værktøjer og praktiske greb til at håndtere det at drive skole i viden­samfundet. Der er kort sagt behov for, at der udvikles og implementeres en ny didaktik - en didaktik 2.0."

Set ud fra begrebet Didaktik 2.0 og derved også Web 2.0, og ud fra ovenstående beskrivelse af brug af Word, Excel og PowerPoint, er vi langt fra med hos os. Det hører mere til Web 1.0, og måske i en lille udstrækning 2.0. Rapporten laves i grupper, og i grupperne uddelegeres opgaverne til de forskellige i gruppen. En laver beregninger til brug i rapporten, en laver layout som f.eks. overskrifter, indholdsfortegnelse og forside m.v. En laver brugervejledning (instruktion) og en laver f.eks. testkørsel på anlægget. Når de forskellige elever er færdige med elementerne, samles de i et word dokument. De interagerer ikke helt med hinanden, på samme måde som man ville gøre i kollaborative forfatterværktøjer som f.eks. Goggle docs, de sidder meget individuelt og laver de enkelte elementer. Så hvorfor ikke lave det i f.eks. Google docs? Om ikke andet så kunne teksten laves i Google docs til rapporten. De ville bruge hinandens ressourcer mere, interagere med hinanden og ville være mere kreative i deres opgave, og vil i større grad være didaktiske designere hvis de selv kan vælge værktøjet. De får i dag rimeligt fastsatte rammer de skal lave rapporten ud fra; Bestemte overskrifter, skal laves i Word m.m. Der er dog nogle friheder m.h.t. tegninger og billeder af anlæg. Man kunne give dem mere frihed i valg af opbygning af rapporten, og hvilke værktøjer de vil bruge.

Det er stof til eftertanke at læse kapitlet, for det går op for mig at det netop er nødvendigt med det paradigmeskift. Udstyret som bliver brugt i produktionshallen hos os, bliver hen ad vejen opdateret til ny digital styring. Og det tror jeg er typisk for faglærere, at der er opdateret på digital teknologier der er fagrelevante for faget. Men jeg tror, at der som det er tilfældet hos os, er et gevaldigt hængeparti med at opdatere selve undervisningen. Web 2.0 eksisterer stort set ikke i min praksis.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar