onsdag den 30. august 2017

Læringens processer og dimensioner


Læringens fundamentale processer, Illeris.


Al læring omfatter to forskellige processer: En samspilsproces mellem individet og dets omgivelser og en indre mental tilegnelses- og bearbejdelsesproces, hvorigennem impulser­ne fra samspillet integreres med resultaterne af tidligere læring.
Mens præmis­serne for samspillet er af historisk og samfundsmæssig karakter, finder tilegnel­sesprocessen sted på et grundlag, der er udviklet biologisk i takt med menne­skets udvikling gennem millioner af år.
Dernæst er det blevet påpeget, at tilegnelsen altid omfatter både et indhold og en drivkraft, og dermed fremkommer læringens tre dimensioner. Den ind­holdsmæssige, den drivkraft-mæssige og den samspilsmæssige dimension. Indholdsdimensionen drejer sig typisk om viden, forståelse og færdigheder. Herigennem tilstræber vi generelt at skabe mening og mestring og styrker der­med vores funktionalitet, dvs. vores evne til at fungere hensigtsmæssigt i forhold til de omgivelser, vi befinder os i.
Drivkraft-dimensionen omfatter motivation, følelser og vilje. Herigennem tilstræber vi generelt at opretholde en mental og kropslig balance, og samtidig udvikler vi vores sensitivitet eller følsomhed. Samspilsdimensionen omfatter handling, kommunikation og samarbejde. Herigennem tilstræber vi generelt at opnå en social og samfundsmæssig inte­gration, som vi finder acceptabel, og samtidig udvikler vi vores socialitet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar